Mad- og måltidsvaner skabes og udvikles i samspillet mellem mennesker i måltidets fælles rum og i en bred vifte af andre aktiviteter, hvor mad og måltider indgår og
tillægges betydning. Vi ved også, at gode måltidsvaner og sundhedsadfærd grund-
lægges i barndommen og har indflydelse på livsstilsvaner gennem hele livet.
Det er derfor væsentligt, at pædagogiske institutioner udvikler mad- og måltidspædagogik med fokus på både ernæring og dannelse. Fokus på ernæring handler om hensigtsmæssig ernæring til forskellige mennesker. Det dannelsesorienterede har flere retninger: fællesskaber, det sociale og de kulturelle forhold.
Der er f.eks. fællesskabet med andre om tilberedning og spisning af maden. Der er håndværket med blik for bæredygtighed og madens vej fra jord til bord og til jord igen. Og der er æstetikken og vores sans for smag. I denne sammenhæng er smagens pædagogik og didaktik ligeledes central.
Skal du virke som pædagog eller lærer i dagtilbud eller skole, er det derfor både oplagt og nødvendigt at have indsigt i maddannelse og at kunne koble maddannelse med temaerne smag og bæredygtighed.
Maddannelse, smag og bæredygtighed i pædagogiske institutioner er et praksisorienteret hæfte skrevet af lektor Ellen Ravn Habekost og læringskonsulent Anne Torpegaard Festersen.
Med afsæt i viden og erfaringer fra forsknings- og udviklingsprojekterne Madleg, Styrk Maddannelse og Smag for Livet, såvel som fra lærer- og pædagoguddannelserne ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, bringer de i hæftet viden om og konkrete eksempler på tiltag og aktiviteter, der kan hjælpe pædagoger og lærere med at iværksætte og udvikle professionelle tiltag med fokus på maddannelse, smag og bæredygtighed i pædagogiske institutioner.
Hæftet kan downloades gratis her:
Maddannelse, smag og bæredygtighed i pædagogiske institutioner
Omtalt i artiklen
Da Ellen Ravn Habekost var tilknyttet Smag for Livet, var hun lektor ved Lærer- og pædagoguddannelsen i Jelling, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor hun underviste i faget madkundskab, sundhedsfremme og bevægelse. Ellen har opbygget et skolehavemiljø i Jelling og har arbejdet med dette, både i den ordinære undervisning på lærer- og pædagoguddannelse og i samarbejde med lokale daginstitutioner og en kostkonsulent. Ellen er uddannet master i sundhedspædagogik og læreruddannet.
I Smag for Livet har hun arbejdet med at udvikle smag i relation til maddannelse og bæredygtighed.
Ellen har også arbejdet med smag og madlavning med mennesker med nedsat funktionsevne og sammen med sin mand Christian og parrets børn har drevet det lille husmandssted Bøgely med en lille aroniamark, brombær, hyld og slåen omkring hestemarken, nøddehegn ved fårefolden, lidt spisekaniner, høns og kyllinger, en bigård og en bær-, frugt- og køkkenhave.
Da Anne Torpegaard Festersen var tilknyttet Smag for Livet, var hun ansat som læremiddeludvikler og formidler i Smag for Livet. Her havde hun til opgave at udvikle og redigere læremidler, som skulle bruges i bl.a. grundskolens undervisning. Læremidlerne er tilgængelige i Smag for Livets gratis app til lærere, Fag med Smag.
Anne er cand.pæd. i generel pædagogik og desuden uddannet lærer med linjefag i idræt, matematik, samfundsfag og kristendomskundskab.
